PACKICE - Siberian Huskies & Alaskan Malamutes

Endelig kan man smide sygeplejeuniformen, efter måneders hårdt arbejde med at passe mor Anne, som har haft et farligt bøvl med nakken efter en omgang hundegårdsbyggeri.

Sommeren har været hård i år, synes jeg. Jeg mente godt nok, at Idun var blevet lidt småfed i forsommeren, og pludselig stod huset på den anden ende med 4 små underlige pelsdyr i fødekassen. Jeg kunne godt fornemme af Iduns blik, at jeg nok heller måtte holde mig på behørig afstand af de små klumper i den første tid, og når kvinderne er i dét humør, så er det bedst bare at holde sig væk!

Som kompensation for den sparsomme opmærksomhed, mens der var småfolk i i huset, var jeg flere gange af sted til hundeleg med en masse andre hunde, og i slutningen af juli havde jeg følgeskab af moster Malene og mor på en herlig ferie til hytten i Särna i Sverige. Det var godt nok sjovt at se landskabet uden sne på, og denne ferie var da også en hel del mere afslappende for mig end de sædvanlige slædeferier i det område!

Vi var ude på rigtig mange ture i og omkring Särna, og jeg havde jo et par flittige fotografer med, som tog billeder for mig. Vi var på en lille vandretur til Njupeskär, som er Sveriges højeste vandfald med hele 93 meters lodret fald.

Vi var på elg-bjørne-og-bæver-safari ad en rute, hvor der skulle være gode muligheder for at se disse dyr. Vi så nu desværre ingen bjørne eller bævere, men derimod 6 elge, og vi fik knipset én af dem, selvom den var lidt langt væk.

Vi var også på bjergbestigning (eller var det måske mere bare en vandretur) til Städjan, som med sine 1.131 meter over havet er Dalarnas højeste fjeldtop. Den ligger i nærheden af Idre, men vi bruger den tit som pejlemærke også på vores slædeture om vinteren i Särna-området. Vi besteg toppen i silende regnvejr, men mens vi var deroppe klarede det op over os, og vi kunne nyde udsigten over mod Idres alpinbakker under frokosten.

Moster og mor brugte adskillige timer (GAAAAAB!) på at plukke blåbær (i alt næsten 12 kilo blev det til). Imens holdt jeg vagt, for vi havde fået at vide at en stor bjørneunge, der havde mistet sin mor, var i området. Det er vigtigt at passe på, for sådan en teenage-bamse kan godt blive ret sur, hvis den opdager, at man stjæler dens blåbær!

En af de sidste dage tog vi på udflugt til Fulufallen, som er 8 fosser og vandfald, der i alt falder 80 meter over en 400 meters strækning. Området ligger langt inde i skoven, men i dejligt vejr var det en super god vandretur i den smukke svenske natur.

På billedet af det højeste af faldene kan man lige skimte mor og jeg, som sidder på klippen oppe ved toppen af faldet. Det er nok ikke liige der, man skal øve udspring ! Efter en uge gik det sydpå igen, til de hjemlige hundegårde OG sofaen. Det var en herlig ferie, og jeg håber moster kommer med igen en anden gang, for hun har bare rigtig god forståelse for vigtigheden af godbidder!

Hjemme igen måtte jeg så trækkes med to af Iduns hvalpe, hvilket godt kan være lidt træls. De tror hele tiden, at de er åhhh så nuttede og kære! Men nu er den sidste heldigvis rejst hjemmefra, og så skal jeg nok få sat lille Aspen ind i hvordan rangordenen er her i huset. Mor påstår, at jeg er blevet en gammel gnavpot! Sådan noget sludder. Jeg er skam mægtig glad og tilfreds, så længe det bare er mig, der bestemmer!

Uha da, hvor tiden den flyver. Det føles som i går, at vi var i Särna, men der er jo faktisk hældt meget mad i skålen siden. Det var ellers herlige 14 dage med kulde, sne og slæde hver dag. Vi havde fornøjelsen af at hygge os med Aluu, idet Charlotte og Henrik igen i år fik klemt en lille vinterferie ind i kalenderen. Samtidig fik vi mulighed for at følge nogle af de mange arrangementer på Malamuteveckan, der også var besøgt af tilfældigt forbipasserende. Bemærk denne mystiske herre, som en paparazzifotograf fik fanget med kameraet netop som han forsøger at luske afsted med en malamutehvalp !!! Affæren blev dog opdaget af ejeren og hvalpen leveret tilbage. Der forlyder intet om, hvad der skete med manden i det sorte skitøj.

Og så var der gensyn med Karina og Rasmus og hele gänget fra Järpen. De har nu anskaffet en kæmpe rullende pølsevogn, men endnu ikke påmonteret skilte fra Steff Houlberg. Det forlyder, at de har fået stadeplads ved siden af Godis Paladset i Grums for at kunne servicere de mange danske turister. Mon ikke der kan været rigtig mange Hotdogs og pølser i svøb inde i den ?.

Og så er der vejret….

Man kan jo ikke påstå, at vi i Danmark har haft vinter. Bevares, der lå lidt sne da vi kom hjem og folk talte om snekaos, men sjovt nok var det meste væk på få dage. Og resten af "vinteren" har hovedsageligt omfattet regn efterfulgt af byger og så lidt mere regnvejr.

Efter tusindvis af tilbagelagte kilometer i Sverige på såvel store som små veje uden at se en eneste fastkørt eller havareret bil, kan man knapt passere landegrænsen før det nærmest vrimler med biler i grøfterne. På det sidste lille stykke vej fra Øresundsbroen - vel knapt 70 km - kan typisk observeres 15-20 biler, der er "kørt af sporet". Det er næsten for komisk, at den danske bilist er så ufattelig dårlig til at håndtere lidt sne på vejen.

Det kan i den grad undre, at danskere modsat broderfolket "hinsidan" er så uforberedte på, at der kan være glat på vejene i vintermånederne, men den er sikker som amen i kirken - hvert år. Det overrasker vejvæsenet, DSB og menig mand hver eneste gang også selvom det burde være svært at undgå vejrudsigterne, som bringes adskillige gange dagligt i medierne. Når der så ryddes sne i Danmark, så sker det som regel på tidspunkter, hvor der ikke er behov for det; nemlig i aften- og nattetimerne og naturligvis om søndagen, hvor der så kan betales dobbelt takst og 100% tillæg til mandskabet.

Jow jow, det går rigtig godt - næsten et skræddersyet kapitel til Molbohistorierne.

Måske burde der indføres krav om vinterdæk i Danmark !!! Så kunne man i samme håndevending forsøge at reducere brugen af salt, som både ødelægger veje, biler OG hundepoter.

Små trippende føder….

Det forlød i januar, at der skulle komme "småfolk" i løbet af foråret. Nå ja, det var da også rigtigt; Idun og jeg skulle parres, men næppe var vi kommet hjem fra Sverige, så var DEN her. Et lille energibundt med fuld fart fra første fløjt; Yingle Belle, Crocojingle, Dingle, kært barn har…. og ikke mindst Deci-Belle. I guder et organ stumpen har. Hun kan knapt tie mens hun spiser.

Og det blev selvfølgelig mit lod at underholde snakketøjet og efter indledende præsentation fandt hun sin plads og det går rigtig fint. Jeg skal jo "træne" til det bliver alvor for mig. Nå, men sød det er hun - især når hun sover og det sker jo gudskelov jævnligt.

Selv Smilla synes, at Yingle er et frisk indslag og lidt hjælp til opdragelsen fra gammel tæve med livserfaring, skal man jo ikke sige nej til.

Og de sang sonater i det klare måneskin .….

Det kan ellers nok være, at drengene har øvet kor-sang her i april måned. Ikke helt med Lone Kellermanns klare stemme, men med 3 tøser i løbetid blev der sunget kraftigt igennem. Aluu hjalp til som gæstesolist et par uger.

Calles stemme var noget rusten til sidst, men hæs som han var, nåede han at blive voldsomt tiltrukket af Xantos. Og som yngste tenor, stiller man jo ikke spørgsmål. Hmmm…. ved nærmere eftertanke, så er det måske ikke så underligt, at Calle fik smag for ham, al den stund at adskillige i hundeverdenen er foretrækker partnere af samme køn, så hvorfor ikke også Calle.

Men ikke Idun og jeg. Mens Idun kunne lege sexturist i Holland, tog jeg en tur på besøg hos Bartman i Nordsjælland. Nu venter vi bare …. og venter…. og venter ….

Så, nu vågner spektaklet igen - jeg smutter…

Her er lige en computer, som ikke er blevet slukket, så jeg tænkte lige, at jeg ville benytte muligheden for at skrive et par ord (selvom det er lidt svært at ramme tasterne med mine store malamut-poter…).

Kalenderen siger godt nok vinter, men det er ikke blevet til megen træning i år, i det "vinter"-vejr vi har haft. Når der er så varmt og vådt, synes Idun og jeg det er sjovere at soppe rundt i vandpytterne i skoven end at løbe livet af sig. Sjovt nok synes mor Anne ikke at være helt enig! Gad vide om vinteren helt har sprunget Danmark over i år? Naturen synes godt tilfreds og er allerede gået helt i forårsmode. De små frække fugle kvidrer løs så man næsten ikke kan få sig den sædvanlige lur på gårdspladsen. Men måske kan det endnu nå at blive lidt koldere, så kan de lære det, kan de!

Men vi er nu så småt ved at have opgivet håbet, så det må blive Sverige, der igen lægger terræn til vores jagt efter sneen og vinterkulden. Traditionen tro flokkes en hel masse svenske malamutter på denne tid af året, og i år kommer der også en del danske, der nok også er trætte af det danske vintervejr. Folk på slæderne glæder sig og det kan de selvfølgelig også sagtens, for det er jo ikke dem, der skal pukle, vel?! Men vi 4-benede glæder os nu også - det skal blive dejligt at få luftet poterne på rigtig sne igen og mødes med nogle gamle venner og bekendte.

Herhjemme går det som det plejer (bortset fra den manglende kulde). Mor Anne er godt nok mere hjemme, end sædvanligt. Hun siger, at hun har sagt sit job op, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hele det der koncept med at arbejde. Jeg tror nok, at det er noget med at man slider og slæber hele dagen, og så kommer lederen til sidst med en skål med mad, og måske også en sild, hvis man har været rigtig dygtig. Sådan lidt ligesom når vi er i skoven og træne. Men det er i hvert fald hyggeligt, at hun går herhjemme og klapper os hele tiden. Og så får hun mere tid til at lave sjove ting med os!

Hov, nu tror jeg hun kommer tilbage, så jeg vil skynde mig at slutte, før hun opdager, hvad jeg laver.

Som højest rangerende med titel af .. nå ja det er jo blevet til nogle stykker gennem årene - har jeg fået æren af at indlede ballet i denne klumme, der ene og alene er tiltænkt som talerør for os 4-benede medlemmer af husstanden.

Højtiden - altså Julen - må nu være ovre for de fleste, hvorimod julesulet har mange af os stadig. Tal for dig selv, hører jeg fra de andre løbegårde. Men vist er det, at det har været ganske sparsomt med ture i skoven indtil nu ikke mindst på grund af høje temperaturer kombineret med en helv.... silende regn. Som W.C. Fields meget rammende ville udtrykke det; "This is not weather for man nor beast".

Nå, men Julen altså. Set i rette perspektiv må det være passende at jeg reflekterer over et par af højtidens centrale figurer: Julemanden og Juleanden. Kan man stole på nogen af dem og hvor stor forskel gør dette M ?

Sidstnævnte - altså den uden M - er jo i dyb(frost) krise, sat i skammekrogen af politikkerne og har to sæt regler. Én skrevet direkte på anden - og så den fødevareministeriet bruger. Der må være taget fejl af reglerne for lagring af vin og kød. De franskmænd vil da også bestemme alt i EU med det åbenbare resultat, at vi altså IKKE kan stole på juleanden. And er iøvrigt ikke særligt velegnet for hundemaver.

Og så juleManden - hans (selvfølgelig en han, for hvem ville ellers drøne rundt med et fuldt rensdyrspand) eksistens er indbygget i spørgsmålet, da det kun er, om man kan stole på ham, der er spørgsmålet. Smart videnskabeligt trick. Og når han nu eksisterer, så gør han følgende fejl set gennem pigernes stærke optik: Kommer med for få gaver, de forkerte....... Det var da godt, at Coca-Cola gjorde ham rød i starten af de forrige århundrede, for hvor var vi ellers idag ??

Det var måske liiige noget at tænke over der...... Er det hele måske i virkeligheden bare varm luft i blå poser !

Det vrimler med ivrige poter nu, så jeg vil takke af. Der må exercits til og orden i gelederne, så det må blive den højtråbende Thor, der får ordet næste gang.

Set og sket i hundeperspektiv